Grantræet


Ude i skoven stod en fin lille grantræ. Stedet havde han var en meget god én: Solen skinnede på ham: som til frisk luft, var der nok af det, og om ham voksede mange store og mellemstore kammerater, fyrretræer samt graner. Men den lille Fir ønskede så meget at være en voksen træ.

Han tænkte ikke på den varme sol og den friske luft, han brød sig ikke om den lille hytte børn, der løb omkring og snakkede, da de var i skoven på udkig efter vild-jordbær. Børnene kom ofte med en hel kande fuld af bær, eller en lang række af dem skruet på et strå, og satte sig nær det unge træ og sagde: "Åh, hvor smuk han er! What a nice little gran!" Men det var, hvad træet kunne ikke bære at høre.

I slutningen af ​​et år, han havde skudt op en god deal, og efter endnu et år var han en anden lang smule højere, thi med grantræer kan man altid fortælle ved skuddene, hvor mange år de er.

"Oh! Blev jeg, men sådan et højt træ, som de andre er," sukkede han. "Så jeg bør være i stand til at sprede sig mine grene, og med toppen se ud i den vide verden, så ville fuglene bygge reder blandt mine grene:! Og når der var en leg, kunne jeg bøje med så meget stateliness som de andre ! "

Hverken solstrålerne, eller de fugle, eller de røde skyer, som morgen og aften sejlede over ham, gav den lille Tree nogen fornøjelse.

Om vinteren, når sneen lå glimtende på jorden ville en hare ofte kommer springende, og satte lige over det lille Træ. Oh, det gjorde ham så vred! Men to vintre var forbi, og i tredje var træet så stort, at haren måtte gå uden om det. "At vokse og vokse, for at få ældre og være høj," tænkte Tree-"at jo er den mest naturskønne ting i verden!"

I efteråret træ-kuttere altid kom og fældet nogle af de største træer. Dette skete hvert år, og den unge Fir Tree, der nu var vokset til en meget tækkelig størrelse, skælvede ved synet, for de storslåede store træer faldt til jorden med støj og revner blev grenene hugget fra, og træerne så lang og nøgne, de var næppe for at blive anerkendt, og så blev de lagt i vogne, og hestene slæbte dem ud af træet.

Hvor gik de hen til? Hvad blev der af dem?

I foråret, da svalen og storken kom træet spurgte dem: "Ved du ikke, hvor de er blevet taget? Har du ikke mødt dem hvor som helst?"

Svalerne vidste ikke noget om det, men storken kiggede drømmende, nikkede og sagde: "Ja, jeg tror, ​​jeg ved, jeg mødte mange skibe som jeg fløj hid fra Egypten, og på skibene var prægtige master, og Jeg vover at påstå, at det var dem, guldlaks så af gran. Jeg kan lykønske dig, for de løftede sig på høj mest majestætisk! "

"Oh, var jeg dog gammel nok til at flyve hen over havet! Men hvordan havet look i virkeligheden? Hvordan er det?"

"Det ville tage lang tid at forklare," sagde storken, og med disse ord off han gik.

"Glæd dig ved din vækst!" sagde solstrålerne. "Glæd dig ved din kraftig vækst, og i den friske liv, der bevæger inden i dig!"

Og vinden kyssede træet, og duggen græd tårer over ham, men det Fir forstod det ikke.

Når julen kom, var helt unge træer fældet: træer, som ofte ikke engang var så store eller af samme alder som denne Fir Tree, som aldrig kunne hvile, men altid ønsket at være slukket. Disse unge træer, og de var altid den fineste leder, beholdt deres filialer, de blev lagt på vogne, og heste trak dem ud af træet.

"Hvor skal de hen til?" spurgte Fir. "De er ikke større end jeg, der var en faktisk, der var betydeligt kortere, og hvorfor de beholde alle deres grene Hvorhen de bliver taget?"

"Vi ved! Vi kender!" kvidrede gråspurvene. "Vi har også kigget ind ad vinduerne i byen nedenfor! Vi ved hvorhen de er taget! Den største pragt og den største pragt man kan forestille venter dem. Vi kiggede ind gennem vinduerne, og så dem plantet midt i den varme stue og pyntet med de dejligste ting, med forgyldte æbler, med honningkager, med legetøj og mange hundrede lys! "

"Og så?" spurgte Grantræet og bævede i alle gren. "Og så? Hvad sker der så?"

"Vi kunne ikke se noget mere: det var uforlignelig smuk."

"Jeg ville gærne vide, om jeg er bestemt for så herlig en karriere," råbte træet, jubel. "Det er stadig bedre end at krydse havet! Hvad en længsel jeg lider! Var jul, men kommer! Jeg er nu høj, og mine grene bredte sig som de andre, der blev gennemført fra sidste år! Oh! Var jeg dog allerede på ! kurv Var jeg i den varme stue med al den pragt og herlighed Ja,! så noget bedre, noget endnu større, vil helt sikkert følge, eller hvorfor skulle de således ornament mig noget bedre, noget endnu herligere skal følge, men hvad Oh? , hvor jeg længes, hvordan jeg lider! jeg kender ikke mig selv, hvad er der galt med mig! "

"Glæd dig i vores tilstedeværelse!" sagde luften og sollyset. "Glæd dig ved din egen friske ungdom!"

Men træet ikke glædes ved alle, han voksede og voksede, og var grøn både vinter og sommer. Folk, der så ham, sagde: "Hvad et fint træ!" og mod jul var han en af ​​de første, der blev skåret ned. Øksen ramte dybt ind i selve marven, træet faldt til jorden med et suk, han følte et stik, det var ligesom en afmagt, han kunne ikke tænke på lykke, for han var bedrøvet over at blive skilt fra sit hjem, fra det sted, hvor han var sprunget op. Han vidste godt, at han aldrig skulle se sine kære gamle kammerater, de små buske og blomster omkring ham, længere, ja måske ikke engang fuglene! Den afgang var slet ikke behageligt.

The Tree kun kom til sig selv, da han blev losset i en gården med de andre træer, og hørte en mand sige: "Det ene er glimrende! Vi vil ikke have de andre." Så to tjenere kom i rigt bemaling og bar Grantræet ind i en stor og flot salon. Portrætter hang på væggene, og nær den hvide porcelæn komfur stod to store kinesiske vaser med løver på covers. Også der var store let-stole, silkesofaer, store tabeller fuld af billed-bøger og fuld af legetøj til en værdi af flere hundrede kroner i det mindste sagde børnene det. Og det Grantræet blev stukket oprejst i en tønde, der var fyldt med sand, men ingen kunne se, at det var en tønde, for grønne klæde blev hængt rundt om på den, og den stod på et stort muntert-farvet tæppe. Oh! hvordan træet bævede! Hvad skulle der ske? Tjenerne, såvel som de unge damer, dekorerede det. På den ene gren der hang små net, udklippet af kulørt papir, og hver net var fyldt med sugarplums, og blandt de øvrige grene forgyldte æbler og valnødder blev suspenderet, ser som om de var vokset, og lidt blå og hvide vokslys blev placeret blandt bladene. Dukker, der så for alt i verden som mænd-træet havde aldrig seet så før-sås blandt løv, og øverst en stor stjerne af guldtinsel blev fastsat. Det var virkelig flot, ubeskriveligt flot.

"Denne aften!" sagde de alle sammen. "Hvordan det vil skinne i aften!"

"Oh!" tænkte træet. "Hvis aften var men kommer! Hvis tilspidses var men tændte! Og så vil jeg spekulerer på, hvad der vil ske! Måske de andre træer fra skoven kommer til at se på mig! Måske gråspurvene vil slå mod ruderne! Jeg spekulerer på, om jeg skal slå rod her, og vinter og sommer stå tildækket med ornamenter! "

Han vidste meget om sagen, men han var så utålmodig, at for ren og skær længsel han fik en smerte i ryggen, og dette med træer er det samme som en hovedpine med os.

Lysene blev nu tændt-hvad lysstyrken! Hvilken pragt! The Tree rystede så i hvert gren, at en af ​​vokslys satte ild til løv. Det blussede op berømt.

"Hjælp! Hjælp!" råbte de unge damer, og de hurtigt slukke ilden.

Nu træet ikke engang turde skælve. Hvad en tilstand han var i! Han var så urolig, at han skulde miste noget af sin pragt, at han var helt forvirret midt i blænding og lysstyrke, når pludselig både folde-døre åbnes og en flok børn styrtede ind, som om de ville vælte hele træet. De ældre personer fulgte roligt, de små stod ganske stille. Men det var kun et øjeblik, og så råbte de, at det hele sted genlyd med deres jubel, de dansede rundt om træet, og den ene present efter den anden blev trukket ud.

"Hvad er de om?" tænkte træet. "Hvad skal der ske nu!" Og lysene brændte ned til selve grene, og da de brændte de blev sat ud den ene efter den anden, og så børnene havde lov til at plyndre træet. Så de faldt på det med en sådan vold, at alle dets filialer krakkede; hvis det ikke var blevet fastsat solidt i jorden, ville det helt sikkert er raslet ned.

Børnene dansede rundt med deres smukke legetøj, ingen så på træet uden den gamle sygeplejerske, der tittede mellem grenene, men det var kun for at se om der var en figen eller et æble venstre, der var blevet glemt.

"En historie! En historie!" råbte børnene, der trækker en lille tyk mand hen imod træet. Han satte sig under det og sagde: "Nu er vi i skyggen, og træet kan lytte også, men jeg må fortælle kun én historie Nu som vil du have.. At omkring Ivedy-Avedy, eller om Humpy-Dumpy, som tumlede nedenunder, og alligevel trods alt kom til tronen og giftede sig med prinsessen? "

"Ivedy-Avedy," råbte nogle, "Humpy-Dumpy," råbte de andre. Der var sådan en skråle og skrige-det Grantræet alene var tavs, og han tænkte: "Er jeg ikke at skælde med resten? Jeg gøre noget som helst?" for han var en af ​​virksomheden, og havde gjort, hvad han skulle gøre.

Og manden fortalte om Humpy-Dumpy der tumlede ned, som trods kom til tronen, og til sidst blev gift med prinsessen. Og børnene klappede i hænderne og råbte. "Åh, gå på! Gå på!" De ønskede at høre om Ivedy-Avedy også, men den lille mand kun fortalte dem om Humpy-Dumpy. Grantræet stod ganske stille og absorberes i tanker; fuglene i træet havde aldrig relateret lignende af dette. "Humpy-Dumpy faldt nedenunder, og alligevel blev han gift med prinsessen! Ja, ja! Det er den måde af verden!" tænkte Grantræet og troede det hele, fordi den mand, der fortalte historien var så godt ud. "Nå, ja! Hvem ved, måske jeg kan falde nedenunder, også, og få en prinsesse som kone!" Og han så med glæde frem til imorgen, når han håbede at blive pyntet igen med lys, legetøj, frugt og lametta.

"Jeg vil ikke ryste i morgen!" tænkte Grantræet. "Jeg vil nyde til fulde alle mine pragt! Imorgen skal jeg høre igen historien om Humpy-Dumpy, og måske af Ivedy-Avedy også." Og hele natten træet stod stille og tankefuld.

Om morgenen tjeneren og stuepige kom ind

"Nu da den pragt vil begynde igen," tænkte Fir. Men de trak ham ud af lokalet, og op ad trappen til loftet: og her, i en mørk krog, hvor ingen dag kunne komme ind, de forlod ham. "Hvad er meningen med dette?" tænkte træet. "Hvad skal jeg gøre her? Hvad skal jeg hører nu, mon?" Og han lænede sig mod væggen tabt i staver. Tid nok havde han også for sine overvejelser, for dage og nætter igennem, og ingen kom op, og da omsider nogen kom, var det kun for at sætte nogle store stammerne i et hjørne, ud af vejen. Der stod træet helt skjult, det var som om han var blevet helt glemt.

»Det er nu vinter out-of-døre!" tænkte træet. "Jorden er hård og dækket med sne, mænd kan ikke plante mig nu, og derfor har jeg sat op her i ly til foråret-tid kommer, hvor sødt det er sådan venlig mand er jo Hvis det kun var! ! ikke så mørkt her, og så frygtelig ensom Ikke engang en hare Og ude i skoven det var så behagelig, da sneen var på jorden, og haren sprang forbi, ja selv når han sprang over mig, men jeg kunne ikke lide det så! Det er virkelig frygtelig ensom her! "

"Squeak! Squeak!" sagde en lille mus, i samme øjeblik, der kiggede ud af sit hul. Og så en anden lille kom. De snusede omkring Fir Tree, og raslede mellem grenene.

"Det er frygtelig koldt," sagde musen. "Men for det, ville det være dejligt her, gamle Fir, ville det ikke?"

"Jeg er på ingen måde gammel," sagde Grantræet. "Der er mange, som bliver betydeligt ældre end jeg."

"Hvor kommer du fra," spurgte musene, "og hvad kan du gøre?" De var så ekstremt nysgerrig. .? "Fortæl os om det smukkeste sted på jorden Har du aldrig været der Var du aldrig i spisekammeret, hvor der ligger oste på hylderne og hænger skinker fra oven, hvor man danser på tællelys: det sted, hvor en træder lean, og kommer ud igen fedt og korpulent? "

"Jeg kender ikke sådan et sted," sagde træet. "Men jeg kender skoven, hvor solen skinner, og hvor de små fugle synge." Og så fortalte han alt om sin ungdom, og de små mus havde aldrig hørt om før, og de lyttede og sagde:

"Nå, for at være sikker! Hvor meget du har set! Hvor glad du må have været!"

"Jeg!" sagde den Fir Tree, tænkte over, hvad han selv havde relateret. "Ja, i virkeligheden dem, der var lykkelige tider." Og så fortalte han om Juleaften, da han blev pyntet med kager og stearinlys.

"Åh," sagde de små mus, "hvor heldig du har været, gamle Fir Tree!"

"Jeg er på ingen måde gammel," sagde han. "Jeg kom fra træet denne vinter, og jeg er i min bedste alder, og jeg er kun temmelig kort for min alder."

"Hvad dejlige historier du ved," sagde Mus: og den næste nat kom de med fire andre små mus, som var at høre, hvad træet fortalte: og jo mere han fortalte, jo mere han huskede sig selv, og det syntes som om disse tider virkelig havde været lykkelige tider. "Men de kan stadig komme, kan de stadig komme! Humpy-Dumpy faldt nedenunder, og alligevel fik han en prinsesse!" og han tænkte på det tidspunkt en dejlig lille Birch Tree vokser ud i skoven: til Fir, det ville være en rigtig charmerende prinsesse.

"Hvem er Humpy-Dumpy?" spurgte musene. Altsaa Grantræet fortalte hele eventyr, for han kunne huske hvert eneste ord af det, og de små mus sprang af glæde op til selve toppen af ​​træet. Næste nat to Mus kom, og søndag to rotter selv, men de sagde historierne var ikke interessant, som ærgerlig de små mus, og de også begyndte nu at tænke dem ikke så meget morsomt heller.

"Kender du kun en historie?" spurgte rotterne.

"Kun den der," svarede træet. "Jeg hørte det på min lykkeligste aften, men jeg havde ikke dengang vide, hvor glad jeg var."

"Det er en meget dum historie! Ved du ikke ene om bacon og tællelys? Kan du ikke fortælle nogen Larder historier?"

"Nej," sagde træet.

"Så farvel," sagde rotterne, og de gik hjem.

Til sidst de små mus holdt sig væk også, og træet sukkede: "Efter alt, var det meget behageligt, når de slanke lille mus sad omkring mig, og lyttede til, hvad jeg fortalte dem nu, også er overstået Men jeg vil tage godt.. sørge for at nyde mig selv, når jeg er bragt ud igen. "

Men da var det at være? Hvorfor, en morgen kom der en mængde mennesker og sat til at arbejde på loftet. Stammerne blev flyttet, blev træet trukket ud og kastet-temmelig hårdt, det er sandt, ned på gulvet, men en mand trak ham hen mod trappen, hvor dagen skinnede.

"Nu et lystigt liv vil begynde igen," tænkte træet. Han følte den friske luft, den første solstråle-og nu var han ude i gården. Alle gik så hurtigt, var der så meget foregår omkring ham, træet helt glemte at se sig selv. Den ret støder op en have, og alt var i blomst; roserne hang så friske og duftende over rækværket, The Lindens var i blomst, svalerne fløj forbi, og sagde: "Quirre-vit Min mand er kommet!" men det var ikke den Grantræet at de betød.

"Nu, da skal jeg virkelig nyde livet," sagde han exultingly, og bredte sine grene, men, ak, de var alle visne og gule! Det var i et hjørne, at han lå blandt ukrudt og brændenælder. Den gyldne stjerne lametta var stadig på toppen af ​​træet, og skinnede i sollyset.

I gården nogle af de lystige børn legede som havde danset i julen rundt om Fir Tree, og var så glad ved synet af ham. En af de yngste løb og rev den gyldne stjerne.

"Kun se hvad der stadig er på den grimme gamle juletræ!" sagde han, tramper på grenene, så de alle krakket under hans fødder.

Og træet saae al skønheden i blomsterne, og friskhed i haven, han skuede sig selv, og ønskede han var forblevet i hans mørke hjørne på loftet, han tænkte på sin første ungdom i skoven, på den lystige Christmas- eve, og på de små mus, som havde lyttet med så meget glæde til historien om Humpy-Dumpy.

"'Tis over-' tis forbi!" sagde den stakkels Tree. "Havde jeg kun glad, da jeg havde grund til at gøre det! Men nu 'tis fortid,' tis forbi!"

Og gartnerdrengen hugget træet i små stykker, og der var en hel bunke liggende der. Træet flammede op smukt under den store brygning kobber, og det sukkede så dybt! Hvert suk var som et skud.

Drengene legede i retten, og den yngste bar guld stjerne på hans bryst, som Træet havde haft på den lykkeligste aften i hans liv. Men det var forbi nu-træet væk, historien til ende. Alt, alt var over-hver fortælling skal slutte senest kl.